Vocation møder Marie Singer-Lippert: "Jeg har en intention om være kærlig overfor mig selv hver dag"

Vocation møder Marie Singer-Lippert: "Jeg har en intention om være kærlig overfor mig selv hver dag"

Vocation betyder levevej, og Vocation Copenhagen blev skabt under en fælles målsætning om at ville danne rammerne for et liv og en hverdag, der skaber ro, fokus og selvomsorg. Vi er dog alle vidt forskellige, og vi vil derfor tage dig med hjem til forskellige kvinder, der har det til fælles, at de alle bruger The Vocation Planner til at balancere deres hverdag.

Vi håber, du kan finde inspiration i andres tilgang til planlægning.




I dag møder vi Marie fra Måne Ceramics Studio

Marie og hendes virksomhed kan desuden følges på Instagram: @maane.ceramicsstudio

 

 

 

Hvad er din vocation?

Jeg hedder Marie, er 28 år og bor ved Vesterhavet i nærheden af Esbjerg. Jeg er er et kreativt menneske og har ofte gang i flere projekter på samme tid. Jeg dyrker yoga, værdsætter gåture i naturen og nyder hverdagens små rolige øjeblikke.
Jeg arbejder til dagligt som selvlært keramiker i min egen lille virksomhed, hvor jeg skaber keramik til den hyggelige og rolige stund.

 

Hvordan tilrettelægger du din planlægning?

Hver mandag skaber jeg mig et ugentligt overblik. Jeg tænker over, hvad jeg har brugt min tid på i den forgangne uge, og hvad den kommende uge skal indeholde for mig og min virksomhed.
Derudover er det en del af min daglige morgenrutine at sætte musik på, lave mig en kop kaffe og strukturere mine arbejdsopgaver og personlige planer for dagen.

 

 

 

Hvad er en balanceret hverdag for dig?

En balanceret hverdag betyder for mig, at arbejde og fornøjelse er i balance. I bedste tilfælde består hverdagen af en kombination af begge, så det går op i en højere enhed.

 

Hvornår og hvordan føler du dig mest produktiv?

Jeg føler mig mest produktivt når jeg er veludhvilet og kan starte dagen med yoga, musik, stearinlys og planlægning. Når jeg føler, der er ro og overblik over dagen, er jeg fyldt af energi til at gå i værkstedet.  

 

Hvilke gode vaner/rutiner har du i løbet af ugen?

Jeg har min morgenrutine og min aftenrutine dagligt. Disse indeholder at give tid til mig selv og mine tanker, selvomsorg og at få ro i kroppen. Resten af dagen, ugen eller måneden tager jeg mere som det kommer, og jeg nyder at kunne være fleksibel alt efter hvad ugen bringer.

 

 


 

Hvad gør du, når du føler dig stresset og/eller overvældet?

Når jeg kan mærke, at jeg ikke hviler i mig selv eller oplever en følelse af at være overvældet, så prøver jeg at sænke tempoet lidt og give mig flere rolige øjeblikke til at mærke efter, hvad der foregår inde i mig.

 

Hvordan skaber du selvomsorg og velvære i løbet af din dag?

Jeg har en intention om være kærlig overfor mig selv hver dag. Nogle gange er det en kaffepause, jeg har brug for, andre gange en gåtur langs vandet eller en social aftale. Derudover laver jeg yoga de fleste dage, mediterer, lytter til inspirerende podcasts eller nyder en aften med god tid til madlavning.

 

 

 

Hvordan ser din ideelle hverdag ud?

Den ideelle hverdag indeholder for mig forudsigelighed og rutiner - og samtidig plads til spontanitet og gode ideer. For mig handler det om at finde balancen. En skøn dag starter med en rolig morgen, en dejlig kreativ arbejdsdag, kaffepauser samt tid udenfor. Derudover er det altid rart når jeg giver plads til hygge og nærvær med andre, god sund kost og bevægelse til kroppen.

 

Har du et godt råd til øv-dage, hvor man føler sig uoplagt og lad?

Jeg prøver at minde mig selv om, at det er helt almindeligt at have en øv-dag indimellem. Oftest hjælper det at trække vejret dybt, gå en tur, skrue ned for forventninger og tænde for god musik.